Første søndag efter påske

Første søndag efter påske


# Præstens hjørne
Udgivet af Jette Holm Rosendal, søndag d. 19. april 2020, kl. 12:25
© Jette Holm Rosendal

Der er gået en uge siden påskemorgen, hvor kvinderne kom til graven der var tom.

”Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen ….

Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” (Den danske salmebog 249,5)

I tiden efter påske viste Jesus sig blandt andet for disciplene. Og Peter, som altid var fremme i skoen og klar med et svar – var også ham, der havde svigtet tydeligst, da det gjaldt. Tre gange fornægtede han, at han overhovedet kendte noget til Jesus. Og nu, på den anden side af påsken og opstandelsen sidder Jesus sammen med Peter og de andre, og hele tre gange spørger Jesus Peter, om han har ham kær. Og hver gang svarer Peter ”ja” – givetvis med tungt hjerte, for hans eget svigt står så tydeligt i erindringen. Og efter hvert svar lyder Jesu ord til ham – at han skal være en hyrde og et lys for andre. Tage sig af andre. Ham, der havde svigtet, blev mødt med tillid og en tro på, at han stadig kunne bruges og løfte den opgave, Gud havde til ham.

At møde den opstandne Jesus – er som at løftes af mægtige hænder, fra mørket til en morgen blandt venner. Det var det for Peter. Og det er det for os – midt i en svær tid – her at blive mødt med budskabet om, at der er hænder, der også løfter os op. Til nyt livmod og en tro på en ny morgen blandt venner.

Med ønsket om en god og velsignet søndag.

Kærlig hilsen Jette Holm Rosendal